Det var en stille eftermiddag i slutningen af september. Træerne begyndte så småt at skifte farve, og luften var frisk med et strejf af efterårets kølighed. Signe havde inviteret sine bedste venner til en hyggelig eftermiddag med te og kaffe i hendes lille sommerhus ved søen.

Sommerhuset var en ældre træhytte med blå skodder og en bred veranda, hvor Signe havde stillet et stort bord dækket med en dug i varme farver. På bordet var der anrettet en samling af smukke porcelænsskåle og kopper, hver enkelt forskellig fra den anden, som hun havde samlet gennem årene. I midten stod en stor, dampende tekande ved siden af en kaffekande i messing.

Signe havde brugt hele formiddagen på at forberede små delikatesser, der skulle ledsage te og kaffe. Der var nybagte scones med smør og hjemmelavet jordbærmarmelade, sprøde småkager og en stor chokoladekage med et tykt lag glasur. Duften af friskbrygget kaffe og nybagt brød hang i luften, og hun følte sig tilfreds, da hun kiggede rundt og beundrede sit værk.

Som klokken nærmede sig tre, begyndte gæsterne at ankomme. Først kom Mathilde og Emil, et vennepar som Signe havde kendt siden gymnasiet. Mathilde bar en kurv fyldt med friskplukkede æbler, som hun havde samlet i sin have tidligere på dagen, og Emil havde en buket af vilde blomster med, som han overrakte Signe med et stort smil.

“Åh, tak! Hvor er det dejligt at se jer,” udbrød Signe, da hun tog imod æblerne og blomsterne. Hun satte straks blomsterne i en vase og placerede dem midt på bordet.

“Duften herinde er himmelsk!” sagde Mathilde, mens hun trak vejret dybt og smilede.

Lige i hælene på dem kom Lars, en fælles ven, der var kendt for sine sjove historier og smittende latter. Han havde medbragt en pose med hjemmelavede chokoladetrøfler, som han straks satte på bordet.

“Jeg håber, I har plads til lidt mere sødt,” grinede han, da han så på det allerede bugnende bord.

“Der er altid plads til chokolade!” svarede Signe med et glimt i øjet.

Sidst men ikke mindst kom Anna, Signes barndomsveninde, som hun havde delt så mange minder med. Anna havde taget sin lille datter Clara med, en fireårig pige med store blå øjne, der straks løb hen til bordet og kiggede begejstret på alle de lækkerier, der var stillet frem.

Signe bød dem alle velkommen og inviterede dem til at tage plads rundt om bordet. Der blev skænket te og kaffe i kopperne, og snakken begyndte hurtigt at flyde.

“Jeg har glædet mig sådan til det her,” sagde Anna, mens hun tog en slurk af sin te. “Der er noget særligt ved at samles sådan her, bare for at nyde hinandens selskab og lidt god mad.”

“Ja, det er som om, tiden står stille, når man sidder her,” tilføjede Emil og sendte et blik ud mod søen, hvor solen glimtede i vandet.

Snart var der latter og samtaler om alt og intet. Lars fortalte om sin seneste vandretur i fjeldene, hvor han næsten var blevet væk i tågen, men fandt vej ved at følge lyden af en klukkende bæk. Mathilde delte en opskrift på en lækker gulerodskage, som hun havde bagt for nylig, og som straks fik alle til at bede om opskriften.

Clara, der sad på Annas skød, spurgte uskyldigt, “Hvorfor er kaffen sort, men teen er brun?”

Alle lo, og Signe forklarede blidt, “Det er bare sådan, de er lavet. Kaffe kommer fra kaffebønner, der er mørke, og te kommer fra teblade, som er lidt lysere.”

Efterhånden som eftermiddagen skred frem, blev stemningen mere afslappet. Solen begyndte at synke ned mod horisonten og kastede lange skygger over verandaen. Signe gik indenfor et øjeblik og kom tilbage med et uldtæppe, som hun lagde over skuldrene på Anna og Clara, der nu sad og nynnede stille en gammel børnesang.

“Det er begyndt at blive køligere om aftenen,” bemærkede Signe, mens hun selv trak en trøje på.

“Ja, men det gør bare hyggen endnu bedre,” sagde Mathilde og trak tæppet tættere om sig.

Da mørket faldt på, tændte Signe et par lanterner, som hun havde hængt op langs verandaen. Deres bløde lys skabte en varm glød, og gjorde det endnu mere hyggeligt. Snakken blev til blide stemmer, og Lars begyndte stille at spille en melodi på sin guitar, som han havde hentet i bilen.

Alle blev stille og lyttede til den smukke melodi, mens de nippede til de sidste rester af te og kaffe. Der var en følelse af ro og tilfredshed i luften. Efter en stund rejste Anna sig og sagde, “Jeg tror, det er tid for Clara og mig at tage hjem. Det har været en fantastisk eftermiddag, men den lille frøken her er ved at blive træt.”

“Tak fordi I kom,” sagde Signe og gav dem begge et stort kram. “Det har været så dejligt at have jer her.”

En efter en begyndte de andre også at sige farvel. Mathilde og Emil hjalp med at samle tallerkener og kopper sammen, mens Lars pakkede sin guitar væk.

“Vi må gøre det her igen snart,” sagde Emil, mens han gav Signe et klem.

“Ja, det må vi!” svarede Signe og sendte dem af sted med et smil.

Da de sidste gæster var gået, satte Signe sig ned på verandaen med et sidste glas te og kiggede ud over søen. Stjernerne begyndte at dukke frem på himlen, og en følelse af dyb tilfredshed fyldte hende. Det havde været en perfekt eftermiddag, fuld af varme, latter og gode minder. Hun kunne ikke have ønsket sig noget bedre.